Ældrerådets bidrag til debatten om kommunens vakuumpakkede madpakker
Ældrerådet vil også gerne bidrage til debatten om de vakuumpakkede madpakker.
Rigtig mange har allerede deltaget i debatten om madpakker til ældre borgere i Esbjerg kommune. Heraf har nogen gjort sig den ulejlighed at forholde sig reelt til indholdet, og andre har ønsket at profilere sig politisk i den offentlige debat herom uden reelt at have undersøgt forholdene nærmere.
Ældrerådet har derfor, som høringsberettiget råd i Esbjerg kommune, valgt at undersøge forholdene nærmere.
Madpakken er ikke nogen madpakke, men derimod en vakuumpakket frokostboks som indeholder rugbrød, pålæg og tilbehør, som er pakket adskilt i delte rum og forskellige små beholdere, således at ingredienserne holdes adskilt. Indholdet er således ligeså friskt, som når vi alle sammen åbner en pakke pålæg fra køleskabet, måske endog mere frisk, idet man her åbner en ny pakke hver dag, hvilket vi jo ikke gør fra eget køleskab.
Ved prøvesmagningen var alle ældrerådets medlemmer enige i, at frokostboksens indhold var udmærket, frisk og på ingen måde tørt eller på anden måde bar præg af at være pakket 5 dage tidligere. Det eneste negative var, at der ikke var friskt grønt tilbehør.
Køkkenets personale informerede endvidere om, at maden bringes ud i kølevogn, og chaufføren sikrer sig, at maden straks bliver placeret i køleskabet, og hermed er der sikkerhed for, at gammelt mad ikke ophober sig hos de ældre borgere.
På vegne af Ældrerådet Esbjerg kommune
Gertrud Hansen
næstformand