Repræsentantskab og konference d. 12. og 13. maj 2025
Ældrerådet fra Esbjerg Kommune har deltaget i repræsentantskabsmøde og konference d. 12. og 13. maj 2025
Repræsentantskab og konference 12. og 13. maj 2025
Fire medlemmer fra Ældrerådet deltog i både repræsentantskabet og i den efterfølgende konference.
90 kommuner ud af landets 98 kommuner var præsenteret med i alt 370 medlemmer, og det er virkelig en flot opbakning til vores fælles forening af alle landets ældreråd.
Repræsentantskabet blev åbnet af vores ældreminister Mette Kierkgaard, som i sin tale nævnte både den kommende ældrelov, sundhedslov og arbejdet med at implementere lovene. Ligeledes nævnte hun betydningen af ”civilsamfundet”, som vi jo efterhånden hører om fra mange sider: at det har stor betydning for, at vi lykkes med en god udvikling på bl.a. ældreområdet. Hvad civilsamfundet så egentlig er, havde ministeren ikke et præcist svar på, og det er det, vi oplever alle steder, når vi gerne vil have det præciseret.
På repræsentantskabsmøde skulle vi bl.a. vælge formand, og vores nuværende formand Inger Møller Nielsen blev enstemmigt genvalgt.
Der var enkelte forslag, som blev behandlet, men det var mest sproglige præciseringer i foreningens vedtægter.
Dagen efter repræsentantskabet var der konference med emnet:
Sammen om ældreområdet – civilsamfundet som medspiller i fremtidens løsninger.
Der var indlæg fra både kommuner, fra plejehjem, fra forskere m.fl. Der var forskellige workshops, hvor vi kunne få større indsigt i enkelte områder, Alle omhandlede de forandringer, som vi ser lige nu, de fremtidige scenarier, som vi kan forudse og eksempler på gode løsninger.
Vi ser frem til i ældrerådet at samarbejde med både forvaltning og vores politikere om implementering og udvikling af både ældrelov og sundhedslov.